10

Indledning

Dette kapitel handler om sikringsglas, i de situationer, hvor der skal ske udskiftning af glas i eksisterende vinduer og døre.


Sikringsglas anvendes til sikring af bygningsskallen, og skal betragtes som et  alternativ til anvendelse af sikringsgitre. Forsikringsselskaberne stiller krav til gennembrydningstiden af glas fra sikringsniveau 40.


Glas med indbrudshæmmende egenskaber benævnes sikringsglas.


Sikringsglas klassificeres bl.a. i en sikringsklasse mod indbrud. Når der stilles krav til sikringsniveau og sikringsklasse, kræves der altid lamineret glas. Dog kan de enkelte glas i det laminerede glas, i enkelte tilfælde være hærdet. Hærdet glas alene er ikke en tilstrækkelig sikring mod indbrud.


Korrekt valg af glas, øvrige materialer og rigtige konstruktionsprincipper er sammen med korrekt montering, en forudsætning for at opnå en tilfredsstillende funktion af sikringsglas.


I afsnit 80 er omtalt kravene til nye indbrudssikre vinduer med sikringsglas.

 

11

Mærkning af sikringsglas

Produktmærkning af hærdet glas, varmeforstærket glas og varmetestet glas er obligatorisk. Produktmærkning af lamineret glas er frivillig. For alle glas er CE-produktdeklaration obligatorisk. Sikringsglas udføres dog ofte med permanent mærkning af sikringsklasse.

 

20

Definition

21

Sikringsglas

Glas, som i kraft af sin opbygning og montage sikrer ved hærværk, indbrud, beskydning og eksplosion, benævnes sikringsglas (jfr. engelsk security glass).

 

22

Sikkerhedsglas

I daglig tale bruges begrebet sikkerhedsglas (jfr. engelsk safety glass) eller personsikkerhedsglas overordnet om de egenskaber som glasset besidder - forøget styrke, mindsket skade, risiko ved brækage - som der henvises til i Bygningsreglementet og i DS/INF 119 om Personsikkerhed.

 

23

Floatglas

Floatglas er udgangspunktet for glas før forarbejdning. Floatglas har et brudmønster med store skarpe spidser og yder ikke nogen væsentlig indbrudsmodstand i sig selv. Floatglas forarbejdes så det kan indgå i sikringsglas.

 

30

Standarder

DS/EN 356: Bygningsglas – Sikringsglas - Prøvning og klassifikation mod manuelt angreb 2002.


DS/EN 1627: Vinduer, døre, skodder Indbrudssikring - Krav og klassifikation 2011.

 

40

Forsikringskrav

Forsikringsselskaberne stiller krav til hvor modstandsdygtigt sikringsglasset er  overfor  direkte angreb udefra. Glasset skal vælges efter, hvilket sikringsniveau der er krav om.


For sikringsniveau 40, 50 og 60 er der krav til gennembrydningstiden af bygningsdele ved henholdsvis skal- og cellesikring.
For at opfylde kravene til indbrudssikring kan nedenstående skema anvendes for valg af det korrekte sikringsglas.

Sikringsniveau
Krav til lamineret glas jf. DS/EN 356
40 P5A
50 P7B
60 P8B

 

50

Typer af glas

Glas med indbrudshæmmende egenskaber benævnes sikringsglas. Sikringsglas er altid lamineret glas i flere lag.


Floatglas er udgangspunktet for glas før forarbejdning. Floatglas har et brudmønster med store skarpe spidser og yder ikke nogen væsentlig indbrudsmodstand i sig selv. De følgende glastyper er floatglas forarbejdet med henblik på at opnå de ønskede egenskaber.

 

51

Lamineret glas

Lamineret glas består af 2 eller flere lag glas, der er "klæbet" sammen med en folie i mellem. Det kaldes folielaminering.


Almindeligt 2-lags folielaminatglas kan skæres og bearbejdes, mens folielaminatglas med mere end to lag glas sædvanligvis fremstilles i færdige mål, da der kræves specialværktøj til udskæring.


”Sandwichen” bestående af glas og folie opvarmes under tryk, så eventuel luft presses ud, og materialerne smelter sammen. Folien kan være klar som glasset eller mat, hvis der ønskes en sandblæst, materet effekt.

 

 

Lamineret glas kan være opbygget af flere typer af glas som float glas, hærdet glas eller varmeforstærket glas.


Knuses en rude med lamineret glas, bliver skårene hængende i ruden. Når lamineret glas revner, holder materialet mellem glaslagene sammen på glasskårene, hvorved risikoen for snitsår minimeres.


Såfremt lamineret glas er korrekt monteret, vil det selv efter brud yde fysisk beskyttelse og bevare sin egenskab som klimaskærm, fordi glasset bliver holdt sammen af lamineringen. Lamineret glas bør anvendes på steder, hvor der er risiko for nedfaldene glas ved brud.


Lamineret glas er klassificeret som personsikkerhedsglas.


Lamineret glas kan være klassificeret som sikringsglas og anvendes til hindring af indbrud pga. dets modstand mod hårde og skarpe stød.

 

52

Hærdet glas

Glas hærdes ved først at blive opvarmet til ca. 600 grader og derefter "chokafkølet". Den hurtige afkøling betyder, at der opstår spændinger i glasset, som gør det stærkt. Styrken af hærdet glas er 3-5 gange større end almindeligt glas i samme tykkelse.


Hærdet glas kan ikke tilskæres eller forarbejdes efter hærdningen. Det er derfor vigtigt, at glasset skæres ud i den rigtige størrelse, og at en eventuel anden bearbejdning udføres inden hærdningen, da glasset ellers vil gå i stykker, når det bearbejdes.


Hærdet glas går i mange små stykker, hvis det smadres, men stykkerne er ikke skarpe.


Hærdet glas kan klassificeres som personsikkerhedsglas.


Hærdet glas er ikke indbrudssikret, men kan bruges som hærværkssikring.


Hærdet glas kan indgå som et lag i et lamineret sikringsglas.

 

53

Varmeforstærket glas

Varmeforstærket glas er fremstillet ved at glasset varmes op til ca. 600o og derefter afkølet langsomt. Det betyder, at glasset er delhærdet, og resultatet er et stærkere glas end normalt floatglas. Hærdningseffekten er ca. halvdelen af hærdningseffekten for normalt hærdet glas.


Glasset kan ikke tilskæres eller forarbejdes efter varmeforstærkningen. Glasset produceres efter ordre.


Varmeforstærket glas anvendes ofte som det ene eller begge lag i et lamineret glas.


Varmeforstærket glas er ikke klassificeret som personsikkerhedsglas.


Varmeforstærket glas kan ikke klassificeres som sikringsglas.

 

60

Montage af sikringsglas

Glasset skal fysisk være sikret imod indtrykning/udtagning udefra.


Ruden isættes med cellegummibånd (butylbånd) og topforsegling både udvendigt og indvendigt samt falsforsegling 150 mm vertikalt og horisontalt i alle hjørner.


Eventuelt kan der anvendes specielle sikringsbeslag jf. producentens anvisninger.


Glasset klæbes fast i falsen, så både dets eget såvel som karmen-/rammens sikringsegenskaber forbedres. Anbefalet falshøjde er minimum 18 mm. Ved store ruder bør falshøjden øges for at forhindre udtræk ved store udbøjninger.


Monteringsanvisningen skal være tilpasset det angivne sikringskrav, der kan være afhængig af, om vinduet har udvendig eller indvendig glasliste. Montagen skal  ske jf. producentens anvisninger.

 

61

Sikring mod indbrud – krav til karm og fals

Hvis et eksisterende butiksvindue ønskes sikret imod indbrud og den eksisterende karm ønskes bevaret, skal karme (ramme) være fastgjort med mindst 2 skruer i hver af de lodrette sider (minimum pr 900 mm) og falsen kan evt. forstærkes og uddybes ved at indsætte et stålprofil. Der skal være opklodsning mellem karm og mur ved fastgørelsespunkterne (se også kapitel 5, Grundlæggende indbrudssikring - punkt 61 og 62 om vinduer).

 

62

Glas med alarmovervågning

Nogle  glastyper kan leveres med indbyggede alarmsensorer i glasset, eller med tynde synlige metaltråde der er lagt i plastfolien i lamineret glas. Alarmen udløses hvis glasset smadres.


Jf. AIA-kataloget kan der anvendes akustiske glasbrudsdetektorer i følgende tilfælde:


Sikringsniveau 30-50, hvis ruder ikke er forsynet med udvendige glaslister, eller ruder er limet fast eller udvendige glaslister er fastgjort med envejsskruer.


Sikringsniveau 30-50, når ruder er større end 3 m² (se AIA-kataloget fane 30, pkt. 22.20).


Der kan også pålimes brudfolie eller vibrations- eller  glasbrudsdetektorer direkte på vinduesglasset.

 

70

Alternativer

Hvis der ønskes en anden løsning end sikringsglas, kan kravet til gennembrydningstiden for sikringsniveau 40, 50 eller 60 opfyldes ved at montere et sikringsgitter på den indvendige side af facade ruder og glasdøre (Se kapitel 8 Gitre, porte og jalousier).

 

80

Nye indbrudssikre vinduer med sikringsglas

For sikringsniveau 40, 50 og 60 er der krav til gennembrydningstiden af bygningsdele ved henholdsvis skal- og cellesikring.


For at opfylde kravene til indbrudssikring kan nedenstående skema anvendes for valg af det korrekte vindue.

Sikringsniveau
Krav til vinduer jf. DS/EN 1627
Krav til lamineret glas iht. DS/EN 356 jf. DS/EN 1627 (minimumskrav)
40 RC3 P5A
50 RC3 P5A
60 RC4 P6B

 

Vær opmærksom på, at forsikringsselskaberne kun accepterer et lavere krav til sikringsglasset, i de tilfælde hvor vinduet er prøvet efter DS/EN 1627.

 

90

Henvisninger

91

Glasindustriens vejledninger

Sikringsglas: Hærværk, indbrud og skud. Valg og montering af sikringsglas.


Sikringsglas i privatboliger


Lamineret glas, mange varianter

 

92

VinduesIndustrien

Håndværker & Brugervejledning.

93

Forsikring & Pension

Om alarmovervågning af glas og glasbrudsdetektorer – se AIA kataloget fane 030, Anlægsprojektering.

 

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.