10

Indledning

God mekanisk sikring giver beskyttelse mod indbrud, samt præventiv beskyttelse mod indbrudsforsøg.


Dette kapitel beskriver krav til døre, vinduer og glas, der skal opfylde sikringskrav i forsikringspolicen.


Døre, vinduer samt glas er en vigtig del af skalsikringen, og de fleste virksomheder har et sikringskrav formuleret i deres forsikring, som er en forudsætning for at forsikringen dækker. Døre, vinduer samt glas lukker større åbninger i bygningens skal.


Vinduer kan forstærkes med sikringsgitter, ligesom sikringsglas kan indgå. Sikringsgitter beskrives i Sikringskatalogets kapitel 8 - Gitre, porte og jalousier.


Generel information om montage af døre, vinduer og glas samt aflåsning og låsens dele, der er en vigtig del af skalsikringen, beskrives i Sikringskatalogets kapitel 5 - Grundlæggende mekanisk indbrudssikring og i Sikringskatalogets kapitel 7 - Låseenheder.


Bygningsreglementets krav for evakueringsveje og redningsåbninger skal altid overholdes, så længe der sker lovlig anvendelse af bygningen.

11

Historik

Dette kapitel erstatter det tidligere kapitel 9 i Sikringskataloget om sikringsglas.

 

20

Standarder

DS/EN 1627: Dørsæt, vinduer, curtain walling, gitre og skodder - Indbrudssikring - Krav og klassifikation.


DS/EN 1628: Dørsæt, vinduer, curtain walling, gitre og skodder - Indbrudssikring - Prøvningsmetode til bestemmelse af modstandsevne ved statisk belastning.


DS/EN 1629: Dørsæt, vinduer, curtain walling, gitre og skodder - Indbrudssikring - Prøvningsmetode til bestemmelse af modstandsevne ved dynamisk belastning.


DS/EN 1630: Dørsæt, vinduer, curtain walling, gitre og skodder - Indbrudssikring - Prøvningsmetode til bestemmelse af modstandsevne mod manuelle indbrudsforsøg.


DS/EN 1303: Bygningsbeslag. Cylindre til låse. Krav og prøvningsmetoder.


DS/EN 12209: Bygningsbeslag - Dørlåse og smæklåse - Mekanisk betjente dørlåse, smæklåse og sikringsplader - Krav og prøvningsmetoder.


DS/EN 356: Bygningsglas – Sikringsglas - Prøvning og klassifikation mod manuelt angreb.


DS/EN 1063: Bygningsglas - Sikringsruder - Prøvning og klassifikation af modstandsevne mod skudangreb.

30

Forsikringskrav

Forsikringsselskaberne stiller krav til indbrudssikringen ved at henvise til et sikringsniveau (se Sikringskatalogets kapitel 3 - Varegruppeskema & sikringsniveauer). Her defineres kravet til gennembrydningstid ved angreb på bygningens skal- og cellesikring, herunder større åbninger, døre og vinduer. Et højere sikringsniveau vil give krav om en længere gennembrydningstid.


Fx er der fra sikringsniveau 40 krav til gennembrydningstiden for døre, glas og vinduer. Dette krav kan opfyldes med døre og vinduer testet efter EN1627, RC3 eller være forstærket med sikringsenheder, der har samme styrke.


For at opfylde kravene til indbrudssikring kan nedenstående tabel 1 anvendes:

Sikringsniveau

Krav til døre og vinduer

jf. DS/EN 1627

Krav til lamineret glas

iht. DS/EN 356 jf. DS/EN 1627

(minimumskrav)

40 RC3 P5A
50 RC3 P5A
60 RC4 P6B

Tabel 1: Krav til vindue og glas eller dør og glas, der er testet sammen.

 

Vær opmærksom på, at forsikringsselskaberne kun accepterer disse klassifikationer for sikringsglasset, i de tilfælde hvor vinduet/døren/glas er prøvet sammen efter DS/EN 1627.


Hvis der vælges en sikringsløsning, hvor glas i eksisterende ramme i døren eller vinduet udskiftes, er forsikringskravene skærpet i forhold til tabel 1.


For at opfylde kravene til indbrudssikring kan nedenstående tabel 2 anvendes for valg af det korrekte sikringsglas ved udskiftning af glas.

 

Sikringsniveau

Krav til lamineret glas

Jf. DS/EN 356

40 P5A
50 P7B
60 P8B

Tabel 2: Krav til glas ved udskiftning.

 

Facadeglas i bygningsskallen

Facadeglas er et begreb, der dækker over beklædning af facaden, dvs. mellem vinduer. Glas i facader er fastmonteret i skallen og kan ikke åbnes som fx vinduer.


I sikringsniveau 40, 50 og 60 stilles der krav om forstærkning af svage bygningsdele. Hvis der vælges en sikringsløsning, hvor sikringsglas anvendes som del af facaden, så skal der minimum anvendes glas klassificeret P5A jf. DS/EN 356.

Læs mere om svage og stabil bygningsdele i Sikringskatalogets kapitel 6 - Byggematerialer, fastgørelsesteknik samt bygningsdele.

31

Forsikringskrav til låse

Ved aflåsning af døre skal låseenheden opfylde krav jf. sikringsniveauet.


Læs mere i Sikringskatalogets kapitel 7 - Låseenheder.

32

Overvågning mod gennembrydning af glas

Glas skal overvåges mod gennembrydning jf. sikringsniveauet.


Læs mere i AIA-kataloget særligt fane 30.

40

Typer af døre, vinduer og glas

41

Typer af døre

Sikringsdøre
Sikringsdøre er velegnet til indbrudssikring. Sikringsdøre har en karm af stål og selve døren består af en stålkerne, der er beklædt med træ eller andet materialet. Det giver øget sikring på både låsen og selve døren. Sikringsdøre testes og klassificeret efter DS/EN 1627.


Sikkerhedsdøre eller branddøre
En sikkerhedsdør må ikke forveksles med en sikringsdør. En sikkerhedsdør er velegnet til sikring mod brand, lyd og røg. Sikkerhedsdøre testes for brand efter DS/EN 1634.

42

Typer af vinduer

Alle vinduer testes i dag efter DS/EN 1627, hvis man skal dokumentere styrken og gennembrydningstiden i henhold til indbrudssikring.


Fastkarmvindue
Vindue, hvor glasset er sat direkte ind i karmen, kaldes fastkarmvindue. Det betyder, at vinduet ikke kan åbnes. Vinduer med fast karm anvendes typisk til store vinduespartier.


Oplukkeligt vindue
Vinduer kan hængsles og dermed åbnes på flere forskellige måder som fx topstyret, sidehængt, dreje-kip vindue og sidestyret. Fælles er, at rammen er oplukkelig.

43

Typer af glas

Glas med indbrudshæmmende egenskaber benævnes sikringsglas iht. DS/EN 356.


Sikringsglas klassificeres bl.a. i en sikringsklasse mod indbrud. Når der stilles krav til sikringsniveau og sikringsklasse, kræves der altid lamineret glas. Dog kan de enkelte glas i det laminerede glas i enkelte tilfælde være hærdet. Hærdet glas alene er ikke en tilstrækkelig sikring mod indbrud.


Korrekt valg af glas, øvrige materialer og rigtige konstruktionsprincipper er sammen med korrekt montering, en forudsætning for at opnå en tilfredsstillende funktion af sikringsglas.

 

Sikringsglas
Glas, som i kraft af sin opbygning og montage sikrer ved hærværk, indbrud, beskydning og eksplosion, benævnes sikringsglas (jfr. engelsk security glass).

 

Sikkerhedsglas
I daglig tale bruges begrebet sikkerhedsglas (jf. engelsk safety glass) eller personsikkerhedsglas overordnet om de egenskaber som glasset besidder - forøget styrke, mindsket skade, risiko ved brud - som der henvises til i BR18.

50

Montering af døre, vinduer og glas

Montage skal ske efter leverandørens anvisninger. Døre, vinduer og glas skal monteres af en certificeret mekanisk installatør med speciale i montage af sikringsdøre, vinduer og glas. Se Sikringskatalogets kapitel 5 – Grundlæggende mekanisk indbrudssikring for yderlig om montage.

 

Installatøren skal være registret på Sikringsguiden.dk. Se Sikringskatalogets kapitel 4 – F&P-registrering & prøvning for yderlig information.

60

Henvisninger

Se Sikringskatalogets kapitel 4 for F&P-registrering & prøvning


Se Sikringskatalogets kapitel 5 om grundlæggende mekanisk indbrudssikring.


Se Sikringskatalogets kapitel 6 om byggematerialer, fastgørelsesteknik samt bygningsdele.


Se Sikringskatalogets kapitel 7 om låseenheder.


Se Sikringskatalogets kapitel 8 om gitre, porte og jalousier.


Se AIA kataloget fane 30 for valg af centraludstyr.

 

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.