00

Revisionshistorik

Oversigt over seneste ændringer
Dato Afsnit Ændring
Juni 2022 Generelt Sproglige opdateringer og præciseringer.
10

Indledning

Vagtydelser omfatter en række forskellige tjenester, som har til fælles, at de er omfattet af Lov om Vagtvirksomhed. Virksomheden skal således være autoriseret af politiet, ligesom vagtpersonalet skal være godkendt af samme.

 

I sit arbejde optræder vagten i henhold til gældende aftale med kunden.

 

Vagten skal i sit arbejde virke præventiv, i forhold til et bredt spekter af skader: Brand, indbrud, tyveri, hærværk eller andet.

 

I en skadessituation skal vagten om muligt, og med egen sikkerhed for øje, gribe ind og forsøge at afhjælpe; derudover skal vagten rekvirere assistance, observere og melde til kunden, Politiet og eventuelle andre myndigheder.

 

Efter en skadessituation skal vagten medvirke til at retablere sikringen.

 

Vagttjeneste, som udføres i tilknytning til et forsikringskrav, skal udføres af et F&P-registreret vagtselskab. Læs mere i kapitel 4, F&P-registrering og prøvning.

 

20

Definitioner

21

Alarmpatruljekørsel

Alarmpatruljekørsel er vagtudrykning ved alarmsignaler fra AIA-anlæg eller andre forsikringskrævede anlæg.


Signalerne er modtaget og behandlet på en kontrolcentral, som er godkendt af politiet.

22

Vagtrundering

Vagtrundering er primært til sikring af værdier, genstande og installationer, idet vagten kontrollerer og udbedrer potentielt skadelige forhold ved gennemgang af lokaliteten.


Andre benævnelser er tilsyn eller lukkevagt.

 

23

Service- og butiksvagt

Service- og butiksvagt gælder, hvor vagten færdes i et afgrænset område, f.eks. et butikscenter, og hjælper tilstedeværende gæster og afhjælper problemer.

 

24

Butikskontrol og visitation/udgangskontrol

Disse ydelser har til formål at forhindre især tyveri, ved observation og indgriben i forhold, som kan påføre kunden tab.


Gennemsyn af tasker, overtøj og køretøjer skal ske med den kontrollerede persons samtykke og må ikke omfatte kropsvisitation (berøring).

25

Fast vagt

Ydelsen udføres på en fast adresse og kan have mange opgaver: Adgangskontrol, betjening af TV-overvågning, varemodtagelse, overvågning og andre service- og sikkerhedsfunktioner.

 

26

Kontrollør / dørmand

Denne ydelse foregår ved arrangementer, forlystelsesetablissementer, udskænkningssteder og lignende, og skal sørge for adgangskontrol og skal virke dæmpende og indgribende i forhold til urostiftere.

 

 

27

Værditransport

Værditransport betegner flytning og håndtering af værdier under sikrede forhold.

 

28

Livvagt

Denne betegnelse benyttes, når vagten ved sin tilstedeværelse yder beskyttelse af og eskorterer en særlig sikkerhedstruet person.

 

30

Vagttjeneste som forsikringskrav

To af vagtvirksomhedernes tjenesteydelser kan være krævet som betingelse for forsikringsdækning:

 

31

Alarmpatrulje

Hvis forsikringstageren er blevet stillet et sikringskrav (sikringsniveau 20-60), med tilhørende krav til reaktionstid ved indbrud, eller hvis forsikringstageren har et forsikringskrævet alarmanlæg i sin virksomhed eller landbrugsbedrift.

Ved alarmpatruljekørsel indgås aftalen med vagtselskabet ofte med hjælp fra alarminstallatøren eller Kontrolcentralen.
Se i øvrigt pjecen: Alarm, vagt og forsikring på Sikringsguiden.dk.

32

Vagtrundering

Hvis forsikringstageren er blevet stillet krav om regelmæssigt vagttilsyn.

I disse tilfælde skal vagtvirksomheden være registreret af Forsikring & Pension.


Procedure og forudsætninger for denne registrering kan ses på Sikringsguiden.dk.


Hvis der foreligger et forsikringskrav om regelmæssigt vagttilsyn, er der også indeholdt et krav om, at tjenesterne dokumenteres af vagtvirksomheden. Se mere herom i Forsikring & Pensions vejledning om Regelmæssig vagttilsyn samt kravspecifikation for vagtvirksomhed på Sikringsguiden.dk.

 

40

Forsvars- og pladshunde

Brug af hund i forbindelse med vagtydelser er omfattet af Bekendtgørelse om vagtvirksomhed samt af Hundeloven.


Ved brug af forsvarshund skal hunden føres i kort snor og være under førerens kontrol.


Ved brug af pladshund skal det sikres, at hunden ikke kan slippe ud af det sikrede område, og at personer ikke ved uheld kan komme i direkte kontakt med hunden.


Fører og hund skal være forsikret for eventuelle skader, der forvoldes.

50

Referencer

Lov om vagtvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 112 af 11. januar 2016 med de ændringer der fremgår af lov nr. 1681 af 26. december 2017, samt bekendtgørelse om vagtvirksomhed nr. 1408 af 4 december 2017 med senere ændringer.

 

Kravspecifikation, udgivet af Forsikring & Pension:
Certificering af vagtvirksomheder

Certificering af livvagtvirksomhed

 

Forsikring & Pension Vejledninger:
Vejledning om reaktion ved alarm fra indbrudsalarmanlæg
Regelmæssigt vagttilsyn
Specifikationer for installation af alarmanlæg i landbrugsbedrifter

 

Pjece udgivet af Forsikring & Pension:
Alarm, vagt og forsikring

 

 

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.