Forsikring
Du kan ikke forsikre dig mod, at en skade sker. Men du kan forsikre dig mod de økonomiske følger af en skade - og disse kan blive store i erhvervssammenhænge. Du kan primært sikre dig mod økonomiske eftervirkninger ved brand, tyveri, vandskade og arbejdsskade. Du skal være opmærksom på, at dækningerne kan være forskellige, så tal med dit forsikringsselskab.
Sikringskrav
Forsikringsselskaberne stiller en række krav, når du skal forsikre din virksomhed. Forsikringskravene udmønter sig i et sikringsniveau - og dit sikringsniveau er et udtryk for den risiko, din virksomhed har for indbrud. Dit niveau fastlægges ud fra de varer, du har til salg og værdien af disse varer, samt af det it-udstyr du selv bruger i virksomheden.
Seks sikringsniveauer
Jo mere attraktive dine varer er for indbrudstyve, des bedre indbrudssikring kræves. Og jo større koncentration af attraktive varer, des bedre indbrudssikring kræves.
Der er i alt seks sikringsniveauer, og hvert niveau beskriver nøje hvilke krav, der er til låse, forstærkninger af bygningsdele, gitre, elektronisk alarmovervågning m.v. Sikringsniveau 10 er det laveste niveau, og sikringsniveau 60 er det højeste.
Kender du allerede dit sikringsniveau, kan du se de krav, som forsikringsselskabet stiller til indbrudssikringen.