Byggematerialer og fastgørelsesteknik samt bygningsdele

I denne vejledning beskrives en række generelle metoder til fastgørelse og fastgørelsesmateriel.

I tilknytning hertil beskrives de oftest forekommende bygningsmaterialer, hvori fastgørelsen skal ske.

Når sikringsenheder til forebyggelse af indbrud skal fastgøres til de forskellige typer af byggematerialer, er det vigtigt at vælge den optimale løsning til imødegåelse af indbrud.

Vejledningen omfatter endvidere en oversigt over indbrudsmodstanden for en lang række bygningskonstruktioner.

Det forudsættes, at dette kapitel studeres, inden der læses om fastgørelsen af den specifikke type af sikringsenhed, jf. kapitel 7.

Termen anvendes om produkt eller metode, som umiddelbart vurderes at kunne anvendes i sikringsmæssig sammenhæng.

Termen anvendes, når det nøje må overvejes om den samlede sikringsløsning svækkes ved anvendelse af dette produkt eller denne metode.

Termen anvendes om produkt eller metode, der ikke lever op til det generelle krav om, at fastgørelsen ikke må være svagere end sikringsenhedens klassifikation i henhold til den standard, som sikringsenheden er testet og klassificeret efter.

Beton er et stærkt byggemateriale, men det findes i forskellige kvaliteter. Disse betegnes normalt som beton 25, beton 30 eller beton 40. Dette betyder, at betonen har en brudstyrke ved tryk på henholdsvis 25, 30 eller 40 N/mm2 – (25, 30 eller 40 MPa (pascal)).

De forskellige styrker fremkommer ved faktorer som forholdet mellem tilslagsmateriale (sand og sten), type af cement samt mængden af cement og vand. Endvidere har temperaturen under betonens ophærdning stor betydning. Beton er velegnet til fastgørelse af sikringsenheder.

Mursten opdeles normalt i to hovedgrupper, nemlig massive sten og hulsten. Begge typer kan leveres i varierende hårdhed. Tidligere anvendtes fuldbrændte mursten med en trykstyrke på ca. 15 N/mm2, hårdtbrændte sten med en trykstyrke på ca. 20 N/mm2 eller klinkbrændte sten med en trykstyrke på ca. 30 N/mm2.

Nutidens mursten benævnes normalt efter styrke, og de har ofte en hårdhed på 15 N/mm2 til ydervægge og 20 N/mm2 til indervægge. En ligeledes ofte anvendt mursten er den massive kalksandsten, der har en trykstyrke på ca. 15 N/mm2.

Massive sten er velegnet til fastgørelse ved anvendelse af f.eks. dyvler og plugs samt klæbeteknik. Denne vurdering gælder dog ikke for kalksandsten, der har en porøs overflade. Dette medfører, at den enkelte mursten ikke hæfter solidt i det samlede murværk. Derfor er sandsten ikke egnet til fastgørelse af sikringsenheder. Hulsten er velegnet til fastgørelser ved klæbeteknik og egnet til fastgørelse ved anvendelse af lange dyvler og plugs.

Til opmuring og fuger anvendes normalt 6,6 pct. mørtel i en blanding af KC50/50/700 (kalk/cement/vådmørtel). Mørtelen tilsættes cement i forholdet 1:13 samt vand. Fugerne bliver relativt stærke, men da de ikke er kompakte som mursten, er de dog ikke egnede til fastgørelse af sikringsenheder.

Ved opmuring anvendes normalt minimum fire murbindere pr. m2. En korrekt anvendelse af murbindere har betydning for murens styrke i forbindelse med fastgørelse af sikringsenheder til f.eks. den enkelte mursten.

Let klinkerbeton er den moderne betegnelse for letbeton, der ofte anvendes som bagmur og indervæg. Elementerne har en trykstyrke på 3,5 – 13,0 N/mm2 alt efter kvalitet og fabrikat. Indervægge kan også være udført af lecablokke, hvis tykkelse normalt varierer fra 100 til 290 mm.

Let klinkerbeton findes normalt i to forskellige typer (densiteter), en meget luftig type og en mindre luftig type. Ved brug af dyvler og plugs vil klinkerbetonen smuldre omkring hullerne i forbindelse med ekspansionen. Derfor er disse produkter ikke egnet til fastgørelse af sikringsenheder.

Gasbeton er som let klinkerbeton et let og forholdsvis porøst materiale. Gasbeton fremstilles som elementer og blokke, der anvendes til opbygningen af yder- og bagmure samt til skillerumsvægge. Elementernes tykkelse er normalt 10 cm eller mere – mod tidligere ofte kun 7,5 cm. Der er indstøbt armeringsjern i elementerne. Denne vægtype er kun egnet til fastgørelse af sikringsenheder ved anvendelse af limankre.

Fyrretræ er den træsort, der i dag er mest anvendt til døre og vinduer. Fyrretræ er en forholdsvis let træsort. Løvtræ som f.eks. bøg, eg, teak og mahogni anvendes også ved moderne byggeri. Disse træsorter er hårdere og har derfor en større styrke end fyrretræ. Begge træsorter er egnede til fastgørelse af sikringsenheder, ved anvendelse af korrekt dimension af skruer etc.

Gipsplader bliver i vid udstrækning anvendt til indvendig beklædning af skillevægge opbygget over stål- eller trækonstruktioner. Gipsplader er ikke egnede til fastgørelse af sikringsenheder.

Anvendes væggene undtagelsesvis til fastgørelse af f.eks. gitre, skal væggene forstærkes med stål- eller finérplader. Alternativt kan sikringsenheden fastgøres til stål- eller trækonstruktionen bag gipspladerne. Hvis denne metode anvendes, skal det sikres, at konstruktionen er stabil samt forsvarligt fastgjort til de faste bygningsdele som gulv, loft og vægge.

Ved fastgørelse af en sikringsenhed skal følgende forhold tages i betragtning:

• Hvilket materiale skal der monteres i?
• Hvilket emne skal monteres?
• Hvilken styrke kræves?
• Hvilket produkt bør der vælges til fastgørelsen, jf. de aktuelle firmaers kataloger og vejledninger?

Når et hul til fastgørelse af en sikringsenhed skal bores i en bygningskonstruktion, er det vigtigt at mærke og bemærke, hvad der bores i. Hårdheden og densiteten (tætheden) i materialet er meget væsentligt for valg af produkter til fastgørelse.

Lette og porøse materialer kræver en stor overflade til vedhæftning og limankre vil normalt være det bedste produkt til fastgørelse. Er der derimod tale om et hårdt materiale, kan en fastgørelsesmetode ved anvendelse af friktions- og ekspansionsteknik anvendes.

Bor aldrig dybere huller end foreskrevet for det aktuelle produkt. Undgå under alle omstændigheder at bore igennem bygningsdelen.

Ved montage i vinduesnicher og dørudsparinger skal man være opmærksom på god afstand til nærmeste murkant.

Vejledende bør afstanden være ca. 8 cm fra kant til fastgørelsespunkt. Anvendes der limankre, er den vejledende minimumsafstand 5 cm. Ved tværbelastning af hullet og produktet til fastgørelse, kan de samme vejledende afstande til nærmeste kant anvendes for henholdsvis ekspanderende og limende fastgørelsesprodukter.

Fastgørelsesprodukter skal ved de normalt forekommende montager i øvrigt anvendes i henhold til firmaets vejledninger.

Det er væsentligt for en montages samlede styrke, at den modsvarer sikringsniveauet. F.eks. bør en M8 gevindstang være af en højere stålkvalitet, når den monteres ved fastgørelse af værdiopbevaringsenheder, der er godkendt efter EN 1143 eller døre, vinduer og gitre godkendt efter EN 1627. En ringere stålkvalitet kan vælges til montage af værdiopbevaringsprodukter godkendt efter EN 14450.

Måden at fastgøre en sikringsenhed på kan normalt opdeles i tre grundmetoder:

Fastgørelse ved ekspansion (stor kraft mod siderne i det borede hul)
Fastgørelse ved klæbning (hullets indvendige overflade og bolt/anker limes  sammen)
Fastgørelse ved formtilpasning (selve bygningsdelen yder modstand ved træk)

Ved alle typer af fastgørelse gælder, at hullerne skal rengøres grundigt. Borehuller, der ikke er rengjorte for boremel/støv, vil få mindre holdekraft end foreskrevet, idet støvet nedsætter friktionen.

Stålkvaliteten opgives som 3.6 – 4.6 – 4.8 – 5.6 – 5.8 – 6.8 – 8.8 – 9.8 – 10.9 – 12.9

1. ciffer angiver en hundrededel af stålets brudstyrke i N/mm2.

2. ciffer angiver flydespændingen i tiendedele procent af brudstyrken.

Eksempel: kvalitet 5.8 = brudstyrke på 500 N/mm2, og flydespændingen ligger på (8 x 10) 80 pct. heraf.

Kvaliteten for ankre og skruer skal som minimum være af kvalitet 8.8 når de skal anvendes til montage af låse og sikringsenheder.

Skruers hoveder er normalt runde eller sekskantede. Vælg altid en skrue med en hovedfacon, som sikringsproduktet er beregnet til, da det ved indbrudsforsøg giver den bedste overføring af kræfterne til den faste bygningsdel.

Står valget mellem sekskantet hoved eller panhoved, bør panhoved vælges, idet kun få typer værktøj kan få et godt greb i skruen udefra.

Panhoved-skruer fås med forskellige kærvtyper eller for sekskantens vedkommende forskellige nøglevidder. Endvidere kan der leveres forskellige former for sikringsskruer med envejskærv, trekantet kærv, torx med tap i midten m.v. Andre sikringsformer kan være at slå en stålkugle ind i umbraco skruen, og slibe eller bore kærven væk.

Træskruer leveres med meget varierede udbud af gevindtyper. De bedst egnede og mest anvendte er spånskruen og den franske skrue. Spånskruen er som beskrevet tidligere velegnet til montage i træ og de største diametre vil også være velegnet til dyvler og plugs. Spånskruer er dog ikke særlig stærke ved belastning fra siden (Fq = tværbelastning).

Franske skruer er en træskrue med en meget tyk kerne. Derfor er den velegnet i materialer, der tåler stor ekspansion som beton og massive mursten. Ved montage skal man være opmærksom på ikke at spænde skruen med for stort en kraft (moment), da dette kan medføre at skruehovedet vrides af.

Maskinskruer anbefales til montage af de fleste sikringsenheder, hvor der er etableret et indvendigt gevind, der modsvarer skruens. En maskinskrue udmærker sig ved at kunne skrues i og skrues ud igen mange gange. Det indvendige gevind vil da stadig have god styrke, i modsætning til træ- og pladeskruer, som kun giver mulighed for stram montage én gang.

Karmdyvler og plugs kan anvendes som standard til montage af døre og vinduer m.m. De har god holdekraft og er egnet ved sikringsmontager. Det er en ekspanderende fastgørelse, der ikke må monteres tæt på kanten af en bygningsdel. For at opnå større styrke kan dyvel/skruesamlinger placeres med mindre indbyrdes afstand. For lille indbyrdes afstand kan derimod medføre, at bygningsdelen kan flække. Derfor har de firmaer, der leverer fastgørelsesprodukterne angivet en mindste indbyrdes afstand og en mindste kantafstand i deres kataloger.

Karmskruer (eller universalskruer, som de ofte kaldes) er normalt med torx kærv. Montagen foregår ved, at der forbores igennem karmen og ind i muren med samme bordimension (typisk 6 mm). Ved montage af yderdøre eller døre i en grænseflade skal der altid udføres en tilpasset opklodsning. Karmskruerne skal monteres gennem opklodsningen, hvilket specielt er vigtigt ud for slutblikket.

Ved montage af andre sikringsprodukter, der ved indbrudsforsøg belaster fastgørelsen sidevejs, må der ved anvendelse af denne skruetype ikke være mere end maks. 300 mm imellem fastgørelsespunkterne. Disse skruer er meget stærke ved træk, hvorimod de ved belastning fra siden er mindre stærke.

Gennemstiksankre

Gennemstiksankre fungerer ofte ved formtilpasning. Montagen er let, hurtig og særdeles velegnet i beton og massive mursten.

Sikkerhedsankre – sværlastankre

Sikkerhedsankre fungerer ved formtilpasning og er ofte konstrueret til gennemstiksmontage. Dette anker er særdeles velegnet til montage af sikringsenheder og anbefales til montage af sikringsskabe i beton, såfremt limning ikke anvendes. Ved montering af værdiopbevaringsenheder skal der anvendes den eller de af producenten anviste ankre, for at opfylde kravet til fastboltning.

Ekspansionsankre/-bolte

Disse stålankre har stor holdekraft, men er kun egnet til fastgørelse i beton og massive sten på grund af den store ekspansion. De fås også som messingankre (dyvler) med indvendigt gevind, hvori der skrues en maskinbolt eller gevindstang, og jo længere ind gevindet skrues, jo mere ekspanderer den. Vær opmærksom på den nødvendige større kantafstand ved brug af ekspanderende bolte/ankre, idet muren ellers revner.

Blindnitter er en popnitte med indvendigt gevind. De fås med forskellige kraver. Ved brug af en blindnitte, bør man se på stabiliteten i nitten. Med en stor krave har nitten den største bæreflade, hvorfor sådanne nitter anbefales. Ved anvendelse af denne til låsemontage, skal der foretages en undersænkning i eventuelle underlagsplader for at få plads til kraven.

Ved brug af blindnitter med en lille undersænket krave opnås en god udtræksstyrke, men mindre stabilitet i nitten. Blindnitten er egnet og kan anvendes, hvis der ikke skal monteres underlagsplader.

Endelig findes der en type, der er beregnet for stor undersænkning. Den er ikke egnet til montage af sikringsenheder, da udtræksstyrken er for lille.

Ved montage har det meget stor betydning, at bagsidekraven bliver trukket til, således at udkravningen kommer til at yde så stor modstand som mulig. Hvis blindnitten med monteringsværktøjet klemmes for meget, vil det indvendige metriske gevind blive trukket ud, og der opnås en svag samling. Hvis dette sker, skal blindnitten udbores og en ny monteres.

I nogle miljøer kan der forekomme galvanisk tæring. Derfor bør blindnitten altid være af samme materiale, som det materiale, den monteres i. Alternativt skal nitterne være udført af rustfrit stål.

Ampuller med lim er en forholdsvis nem måde at udføre en meget stærk fastgørelse på. Vær opmærksom på, at mængden af lim er lille i den enkelte ampul, hvorfor den ikke er velegnet til andet end massive materialer – medmindre supplerende lim anvendes.

Ampullen indeholder et bindemiddel samt hærder. Disse to komponenter skal blandes for at opnå en god klæbende lim. Det er af afgørende betydning, at hullet rengøres grundigt med en børste samt en luftpumpe før montagen.

Vær opmærksom på materialetykkelsen. Såfremt der bores igennem bygningsdelen, virker ampullen ikke. Hærder og binder skal blandes optimalt af hensyn til den efterfølgende styrke. I øvrigt skal ampullens medfølgende anvisninger overholdes nøje.

Lim på tuber bør være en tokomponent lim. Her blandes limen inden den indføres i hullet. Disse tokomponent limtyper er særdeles velegnet til alle former for montage af sikringsprodukter til fast bygningsdel i både massive materialer, hulsten samt andre materialer med hulrum. Der kan med denne lim opnås stor styrke – selv ved en forholdsvis kort ind-boring i bygningskonstruktionen.

Som ved limning med ampuller er det af afgørende betydning, at hullet før montagen rengøres grundigt med en børste samt en luftpumpe. Vær opmærksom på materialetykkelsen, så der ikke bores igennem bygningsdelen. Det er af stor vigtighed, at hullet fyldes med lim fra bunden af - ellers kan der dannes luftlommer uden lim.

Den medfølgende brugsanvisning skal overholdes. Vær også opmærksom på malerkoden, da visse lime indeholder stoffer, der kan være sundsskadelige.

Limtyper uden hærder (en-komponent) er ikke egnede til montage af sikringsenheder til indbrudssikring.

Fliseklæber og cementmørtel er ikke velegnet til fastgørelse af sikringsenheder. Styrken er meget moderat og hærdetiden lang.

Bedømmelsen af en bygnings eller et rums ydre afgræsning er en meget vigtig faktor for den totale sikringsløsning.
Gennem en forsøgsrække er en række bygningskonstruktioners indbrudsmodstand blevet bedømt. Der er ved forsøgsrækken anvendt metoder og værktøjer som indtrængeren – ”standard-tyven” – må formodes at anvende.

Der er ved bedømmelsen af den enkelte bygningsdel taget hensyn til følgende faktorer: Den anvendte tid, antallet af værktøjer og den frembragte støj.
Bygningsdelene er opdelt i to kategorier:
 
Svag bygningsdel
Stabil bygningsdel

Særligt stabile bygningsdele er markeret med stjerne. For disse opnåedes gennembrydning ikke med standardtyv-værktøjerne. I disse tilfælde har der været anvendt borehammer ved forsøget.

Bygningskonstruktioners opdeling i svage og stabile bygningsdele benyttes ved projektering og etablering af mekanisk sikring i tilknytning til sikringsniveau 50 og 60, hvor der stilles krav om forstærkning af svage bygningsdele.

Bygningskonstruktioners opdeling i svage og stabile bygningsdele benyttes ved projektering og installation af AIA-anlæg (automatiske indbrudsalarmanlæg), idet der på sikringsniveau 40-S, 50 og 60 stilles krav om elektronisk overvågning af svage bygningsdele.

Nedenstående liste er ikke udtømmende. I tilfælde hvor den aktuelle bygningskonstruktion ikke fremgår af listen, skal forsikringsselskabet kontaktes for en konkret vurdering om hvorvidt der er tale om stabil eller svag bygningsdel.

Svage bygningsdele, som skal forstærkes jf. sikringsniveau 50 og 60, kan forstærkes ved montering af jern- eller finerplade på indvendig side.

Anvendes jernplade skal denne fastskrues til hele fladen med spånpladeskruer. Skruerne isættes med en indbyrdes afstand på 10 cm i hele pladens yderkant.

Anvendes finerplade skal denne limes på dørpladen samt fastskrues til fladen med spånpladeskruer. Skruerne isættes med en indbyrdes afstand på 10 cm i hele pladens yderkant.

Plader, hvis bredde- eller højdemål overstiger 1,2 m, skal fastskrues med en lodret eller vandret skruerække for mindst hver meter.

Klassificeringsoversigt for forskellige pladetyper og -kombinationer: