Krigen i Ukraine har fået priserne på brændstof til at stige betydeligt. Derfor er det i øjeblikket et interessant marked for tyve, og der er al mulig grund til at sikre sig mod tyveri fra tanke, lastbiler og entreprenørmaskiner og undgå tab og materielle skader.
Tyveri af brændstof fra tanke, der indeholder fyringsolie, diesel eller benzin kan forebygges.
Virksomheder med fritstående eller nedgravede brændstoftanke med en påfyldningsstuds, som er placeret på let tilgængelige områder og uden aflåsning eller sikring mod tyveri er blevet mere interessante for brændstoftyve pga. de stigende brændstofpriser. Det giver både et økonomisk tab og tidstab for den retmæssige ejer, når brændstoffet stjæles. Der er derfor god grund til også at sikre brændstoftanke og forebygge tyveri.
Parkering
Vi oplever en ny trend hvor tyve borer hul i bilens brændstoftank og tømmer den for brændstof. Det kan være svært at sikre sig imod, men det kan være en god idé at parkere et sted med permanent belysning gerne suppleret med projektørbelysning, der aktiveres via sensor.
Elektronisk sikring
Elektroniske tanksikring kan ikke ses udefra, så tyvene vil ikke prøve at omgå den. Et trådløst alarmerings- og overvågningssystem sikrer, at der gives besked, hvis der er forsøg på at åbne tanken.
Påfyldningstuds sikring
Monter fx en tankstuds med nøgle eller aflåsning med hængelås jf. F&P krav. Dette besværliggør opsugning fra tankanlæggets studs.
Tankovervågning
Monter et kamera der overvåger tanken. Det kan være et alternativ til indendørs tyverialarm.